Når kroppen er et jakkesæt

Din krops skøder blafrer
og jeg får lyst til at ri din dinglende knapper fast,
børste dine benklæder med en klædesbørste
så hårerne alle vender den samme vej,

Det er som om din huds trøje
strammer henover maven,
men halskraven flyder generøst over
og danner kalvekrøs under adamsæblet.

Dine livslapper er ved at falde af,
og ærmegabets blankslidte kanter kan ikke skjules.
Jeg fandt i dine kødlommers dyb
en fladmast tokrone og et gammelt brev.

Du klagede tilsidst over manglende pels
der engang var dit bedste eje,
den skaldede flade, der blev efterladt
skabte ikke kontaktværdi eller livslyst.

Jeg ser din kropshabit ligge stille
alle fibre er døde og folderne sunket sammen.
I dette sæt tøj gik engang en mand
jeg elskede, fordi jeg kunne høre hjertebanken.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.