December 2021
Mikkel Bruun Zangenberg, Ph.D., Literary and cultural critic
The ever-evolving cross-disciplinary artistic and activist practice of Korean-Danish performance artist Yong Sun Gullach (b. 1967) is founded upon – and takes its cue from – the acknowledgment of a profound, intersectional entanglement of issues to do with race, identity, politics, adoption, (symbolic) violence and trauma. The vessel is most often a subtle co-articulation of bodily practices (performance and installation) and verbal matters, specifically prose poems or highly reflective essayistic texts crafted by YSG herself. This complex practice, or set of practices, is set off by an identity-quest that balances between the personal and the political; or rather, the renewed subscription to that famous 70’is dictum: the personal is political, and vice versa.
A major part of the backdrop for this is the corporeal experience of having been brought from South Korea to Denmark as a transnational adoptee in 1970; having grown up in the rural backwaters of Denmark, very much a territory of absolute majority whiteness; later having studied Comparative Literature and Media Studies, at the University of Copenhagen, and New School of Social Research in New York. And thus constantly having had to navigate in a no-man’s land of not quite being (considered) properly Danish, nor being fully South Korean, but constantly oscillating back and forth between assigned and ownmost social, racial, gendered and cultural identities.
Gender is destiny, de Beavoir famously stated. One might add, so is race. But there is nothing predetermined about how we decide to manage the hands dealt to us by destiny. On her website, aptly named “Hypersensitivity” (the medical term for allergic reactions in the immune system), individual and collaborative projects spanning the period from 2013 till today demonstrate the remarkable prowess, tenacity, inventiveness and even wry humour of Yong Sun Gullach.
In White Facing (2016) YSG literally paints her face a glaring white, and at one point put on a scintillatingly yellow wig, going on to mimic and make faces of whiteness – reproducing, returning and subverting all of the gazes of white people looking at the transnational adoptee. In Re-Enacting the Transnational Adoptee (2015) an intricate series of gestures weave together scraps of a lecture, hastily clothing YSG’s body in fragments of her original adoption papers put on with adhesive tape, flagellation and the pouring onto the body of white powder. Hwa Rang (2017) features fragmented paper casts of the artist’s own body, accompanied by brief texts; and in the performance work Cocoon (2017) three bodies are wrapped in white clothing, almost like mummies, only to unwrap themselves, reacquire agency and return to an empowered nudity.
This process of empowerment is reversed in the recent performance piece Liquid borders of confinement (2021). Here, YSG’s body is intricately clothed in a combination of a silvery, golden and orange lifejacket and heat blankets for these made by thin cellophane, resembling a huge, burdened insect of some sort, and being made to move forward by placing its feet in grey plastic buckets filled with water; placing both feet in one of these, one of two buckets is put in front of the body, the water is poured into this, a step is taken into the bucket, and so on. All of this being a commentary on some of the ways in which the bodies of migrants are confined to an ad-hoc, fragile and constantly liquid, moveable zone; dictated by the efforts of the nation-state to avoid welcoming the foreign body onto its territory proper.
To Adopt A Chronotype (2021) is a somewhat different genre altogether. Being a hybrid between a lecture, and a prose poem, this is a speech that was addressed to the Royal Danish Academy of Science and Letters, trenchantly critiquing a Kantian idea of truth and identity (A=A), as well as a Bakhtinian notion of the “chronotope” (subtly rewritten by YSG as “chronotype”), and instead sketching a blurry, insistent and complex figuration of the migrant; placed in the marginal interstices of truth, identity and belonging. Jeg opstiller en far (I put before me a father. 2021) is a return to the performative register of YSG, exploring the mode of absence of the biological, Korean father, putting together a traditional Korean meal in a multitude of tiny bowls, sweeping the floor, etc., and simultaneously handing out strips of inscribed paper to the audience, with the accompanying text in Danish. More than Meets the Eye, consisted in doing a huge (1.7 x 12 metre) wall installation up on the Faroe Islands. The material was wallpaint, but inscribed by patterns amenable to decoding by the app “phonopaper”; thus allowing the audience to literally play sounds decoding the signs inscribed on wallpainting.
In all of these registers and genres, and then some, Yong-Sun Gullach’s artistic practice powerfully explores two lines of inquiry: the travails of the transnational adoptee, and the vagaries of the migrant. This can be said to be organized along two compositional and strategic modalities; one to do with confinement, coercion, stigmatization, constraints; and another labouring with liquidity, contestation, liberation, protest. In each installation, each performance, each text, an oscillating, complex, sometimes conflicted relation between these two modalities are played out. Most often, the very body of Yong-Sun Gullach herself is used as canvas and medium for these protracted negotiations and painful explorations of the liminal spaces of the transnational adoptee and the refugee.
It is important to note, that all of this has been accompanied by a lengthy and robust activist effort by YSG, in the domain of adoption -and refugee lawmaking. Hence, the boundaries between aesthetics and politics are constantly crossed over and made to overlap in the work of YSG.
In so doing, the collective body of work by Yong-Sun Gullach makes an immensely valuable and aesthetically as well as politically challenging contribution to the genres of performance, installation and textuality, as well as policies of adoption and immigration. In a global world increasingly beset by the problem of being uprooted, disorganized, destabilised (in economic, ethnic and climate-political registers), the work of YSG only continues to grow in relevance, force and actuality.
Dansk version
Yong Sun Gullachs aktivisme og kunstpraksis. December 2021.
Den dansk-koreanske adoptionsaktivist og performancekunstner Yong Sun Gullachs (f. 1967) samlede æstetisk-politiske indsats kan siges at være funderet på en dyb og vedvarende insisteren på at race, identitet, køn, krop, politik, adoption og symbolsk vold og traumer er intersektionelt forbundne størrelser. Denne insisteren kommer som oftest konkret til orde i kraft af en dobbelt-artikulation af kropslig praksis (performance og installationer) og tekstlige størrelser, de sidste som regel i form af prosadigte, regibemærkninger eller uhyre reflekterede, essayistiske tekster. Denne kunstpraksis, eller hele dette sæt af praksisser, er motiveret af en undersøgelse af identitet, der balancerer på grænsen mellem det personlige og det politiske. Eller rettere, den er farvet af genoptagelsen af 1970’ernes berømte diktum: det personlige er politisk, og vice versa.
En ikke uvæsentlig del af baggrunden bag alt dette, er den korporlige erfaring af som transnationalt adopteret at være blevet bragt fra Sydkorea til Danmark i 1970; af at være vokset op i en landlig del af Danmark, der roligt kan siges at have været præget af en massivt majoritetshvid kultur; af senere at have studeret Litteraturvidenskab og Media Studies på henholdsvis Københavns Universitet og New School of Social Research i New York. Og ved alt dette konstant at have skullet lære at navigere i et skrøbeligt ingenmandsland mellem ikke at være blevet set på som fuldt og helt dansk, men ej heller omvendt at være koreansk slet og ret. Derved er der opstået en undersøgelseszone præget af pendlen frem og tilbage mellem tilskrevne og ikke fuldt ud stabile, egne identiteter, i henseende til race og familie, men også sociokulturelt og kønsligt. Identiteten har ikke været et trygt afsæt, men i stedet det flimrende objekt for en stadig undersøgelse.
Køn er skæbne, sagde Simone de Beavoir berømt. Man kunne tilføje, det er race også. Men der er intet skæbnesvangert eller forud fastlagt ved de måder, hvorpå vi vælger at håndtere vores tildelte skæbne. På sit website ”Hypersensivitet.dk” (”hypersensitivitet” er den lægelige betegnelse for immunforsvarets allergiske reaktioner), præsenterer Yong Sun Gullach en lang række individuelle og kollektive projekter fra perioden 2013 til i dag; de demonstrerer alle det bemærkelsesværdige mod, og den store udholdenhed, opfindsomhed, skarphed og endog barokke humor, YSG lægger for dagen.
I White Facing (2016) maler YSG bogstavelig talt sit ansigt kridhvidt, og ifører sig på et tidspunkt en krast gul-blond paryk, idet hun mimer og gør ansigter af hvidhed; dermed reproducerer og undergraver hun på samme tid alle de blikke, hvide mennesker kaster på de transnationalt adopterede. Hun tager desuden hvidheden på sig, men afstøder, forvrænger og kaster den i samme gestus fra sig. I Re-Enacting the Transnational Adoptee (2015) iføres den nøgne krop YSG’s oprindelige adoptionspapirer; papirstykkerne hæftes hektisk og hastigt fast med stumper af tape, under afsigelse af fragmenter af en forelæsning; kroppen udsættes for flagellation, og et hvidt pulver hældes over den. Hwa Rang (2017) består af adskilte papirstøbninger af dele af kunstnerens egen krop, ledsaget af korte tekster, mens performanceværket Cocoon (2017) byder på tre nøgne kroppe som langsomt, og næsten som mumier, af andre indhylles i hvide stofstrimler, kun for derefter selv at folde sig ud af dem, og derved generobre egen handlekraft og en art magtfuld nøgenhed.
Denne proces, der går fra afmagt til erobringen af egenmagt, omvendes i det nylige performanceværk Liquid Borders of Confinement (2021). I dette værk er YSG’s krop iført en enorm redningsvest og varmetæpper lavet af tynd cellofan og glitrende i sølv, guld og orange; som et stort, bebyrdet insektlignende væsen bevæger hun sig fra en grå plastspand til en anden; fra hver spand hældes en lille mængde vand over i den anden, fødderne og kroppen bevæger sig over i den, og så fremdeles. Dette lader sig læse som en kommentar til nogle af de måder, hvorpå migranters kroppe er afgrænset og spærret inde i et skrøbeligt, flydende og altid forskudt rum; dikteret af nationalstaternes ønske om at holde flygtningekroppene ude – i lejren, eller i internationalt farvand.
To Adopt a Chronotype (2021) udgør en bevægelse hen imod en for så vidt traditionel genre: forelæsningen. Den foreligger som hybrid mellem et prosadigt og en forelæsning, og blev holdt for Det kongelige danske videnskabernes selskab. Teksten rummer en skarp kritik af et kantiansk sandheds -og identitetsbegreb (A=A), samt af den russiske litteraturteoretikers Bakhtins idé om ”kronotopen” (der her af YSG omskrives til ”kronotypen”); over for disse hvide og europæiske termer, stiller YSG en sløret, flimrende og komplex figur: migrantens. Migranten er ikke lokaliseret på et fikseret sted, et stabilt tidspunkt; migranten repræsenterer hverken selvidentitet eller legitimeret sandhed, men opholder sig derimod ved sandhedens, tilhørsforholdets og identitetens marginer.
Jeg opstiller en far (2021) udgør her over for en tilbagevenden til det performative. I denne performance udforskes det radikale fravær af den koreanske fader; et traditionelt koreansk måltid bestående af et utal af små skåle sættes frem på et gulv; der fejes, alt imens papirstrimler med dansk tekst udleveres til publikum, der dermed kan læse med i værkets opførelse. More than Meets the Eye (2018) bestod i udførelsen af et enormt vægmaleri (1.7 x 12 meter) oppe på Færøerne. Væggen blev bemalet med intrikate tegn, og disse kunne derefter aflæses via appen ”phonopaper”, der konverterede dem til lydsignaler.
I alle disse registre og genrer, og lidt flere endnu, kan Yong Sun Gullach kunstpraksis siges på kraftfuld vis at udforske to flugtlinjer: den transnationalt adopteredes prøvelser, og migrantens byrdefulde skæbne. Dette sker i form af to kompositionelle og taktiske fremgangsmåder; den ene har at gøre med iværksættelsen af indespærring, tvang, stigmatisering og bånd; den anden arbejder med frigørelse, protest, det flydende og det polemiske. I hver eneste installation, hver eneste performance, og hver eneste tekst, finder vi en kompleks, raffineret relation mellem disse to fremgangsmåder og iscenesættelser. Ganske ofte indsættes YSG’s egen krop som rekvisit og medie (en titel på hendes website proklamerer: THE BODY IS POLITICAL), for disse langvarige forhandlinger og smertefulde undersøgelser af den transnationalt adopterede og migrantens særlige (ikke)rum eller grænsezoner.
Det er vigtigt at medtage, at hele denne kunstpraktiske side af Yong Sun Gullachs virke til stadighed har været ledsaget af en række aktivistiske bestræbelser og forehavender indenfor de felter, der har at gøre med adoptionslovgivning og flygtningeret. Dette er ikke en behjertet Nebengeschäft, men derimod en afgørende vigtig og integreret del af den udfoldede kunstpraksis: det æstetiske er politisk, og vice versa.
I og med udforskningen af dette fulde kraftfelt, udgør YSG’s samlede værk og aktivisme et umådeligt værdifuldt æstetisk såvel som politisk vægtigt bidrag til performance – og installationskunsten, samt til udformningen af fremtidige politiske fremgangsmåder indenfor adoptions-og migrantlovgivningen. Værket er tillige et både smukt og berørende vidnesbyrd om den transnationalt adopteredes kropslige erfaring af at befinde sig i et kulturelt, politisk, socialt og æstetisk mellemrum. I en global verden, der i stigende grad er hjemsøgt af erfaringer af hjemløshed, ustabilitet og desorientering (i både økonomisk, etnisk og klimapolitisk henseende), vil Yong Sun Gullachs værker kun fortsætte med at vokse i relevans, aktualitet og kraft.