13 år gammel

Det er 1980, jeg er 13 og lytter rituelt til P4 i P1.Trine Bryld er min ønskemor, omfavnende, forstående og i stand til at sætte ord på seksuelle tanker jeg endnu ikke helt ved, jeg har, men som ligger og lurer under overfladen. Jeg sluger hendes kærlige råd, hendes ligefremme beskeder og ønsker jeg er lidt ældre – bare lidt, så jeg kan sprænge parcelhuspænheden og den indre usikkerhed.
Det er 1980, jeg er 13 år og musikken åbner mine drømme, når jeg ikke forstår provinsens kvælende konformitet. Der er 6 år til jeg undslipper men i 1980 drømmer jeg om at ligne alle de andre, mens jeg hører for første gang Bruce Springsteens Hungry Heart. Jeg ligger med øret helt ind i den sorte transistorradio jeg har sparet op til ved at dele reklamer ud 2 gange om ugen og grundet et usikkert engelsk, noterer jeg sirligt “Humfrey Heart” på basf båndets linierede omslag. Ud af den stoflige flade og ind i mit øre synger Joan Jett, David Bowie, Cindy Lauper og Shakin Stevens mig en verden, der ligger lagt udenfor den danske jyske provins. det mere avancerede støj spirer først frem 5 år senere – det tager et miljø og identitetsskift.
Det er 1980, jeg er 13 og de første klassefester dukker op – jeg er den mindste, misforstår min asiatisk krops subtile træk for at være sent udviklet og den eneste med ikkekaukatiske træk i klassen. I 1980 foretrækker jeg at sidde sammen med mine klassekammeraters mindre søskende, når der holdes klassefest. Jeg ved ikke hvad der forventes af mig, jeg er utryg blandt mine klassekammerater, der mobber heftigt i skoletiden og kan ikke omstille fra klasselokalets “ching chong” til fredag aftens cola og dans i halvmørke dagligstuer.
Det er 1980, jeg er 13 og bliver for første gang forelsket voldsomt i en dreng i parallelklassen. Han er ny og kender derfor ikke til mine mange år som nederst i hakkeordenen og jeg synes, han er frygtelig sød. Jeg ender med at score ham 3 år senere og være kæreste med ham gennem hele 1 g. Men der er 3 år til og i 1980 stiller jeg mig tilfreds ved at stå ved skoleporten og vente på at se ham komme cyklende – lyshåret og med fregner på sin metalblå cykel, mere skal der ikke til for at få mit hjerte til at banke.
Det er 1980, jeg er 13 år gammel og står overfor en livslektion jeg først senere vil indrømme omfanget af. Hun hedder Jane, er rødhåret med en porcelænshvid hud. Hun er ny og jeg er genert, men hun er den første der er sød ved mig. Vi følges ad hjem, jeg kan lide hendes fantasi og ærlighed, at hun som jeg er anderledes. Hun er datter af en alenemor men jeg kan lide hende og vi bliver venner. men jeg er 13 år og vil bare gerne ligne alle de andre, så i sidste ende vender jeg mig mod min nye legekammerat og behandler hende som andre behandler mig – udstøder, afviser og lyver overfor hende. Hun ender med at skifte skole og jeg ser hende ikke igen. Her mange år efter ville jeg ønske jeg kunne finde Jane og fortælle hende hvor meget jeg fortrød, hvor usikker jeg var, hvor meget det lærte mig at stå op for mig selv og være ligeglad med alle de, der hver dag skulle gøre min skoledag til et helvede. Men jeg er 13 og svag, usikker og mest af alt uvidende om værdier og kvalitet.
Det er 1980, jeg er 13 år gammel og det er først nu i en alder af 45 jeg forstår hvilken signifikant alder det er. Det er en alder, hvor jeg er uskyldig nok til at lege med lego og cykle med lukkede øjne gennem tunnelen. En alder hvor kroppen reagerer med at udvise de første fysiske signaler på, jeg er på vej til at blive voksen. En alder hvor jeg i min uvidende uafklarethed udsatte personer, der rent faktisk kunne lide mig for en uværdig og forkert behandling. For jeg er 13 og ikke helt uden magt og evne til at begynde at manipulere med min omverden.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.