Klarsyn

Du duver så smukt 5 cm over køkkenbordet, mens du chantrer “Ohm” for din indre spiritualisme. Jeg finder det en anelse upraktisk i forhold til vi plejer at spise kl. 19, at du okkuperer køkkenbordet med din indre proces. Kunne du ikke vise det hensyn først at blive oplyst kl. 20.30 i tilpas afstand til aftensmad og fordøjelse? I mellemtiden har du transformeret dig til en sørgmodig lille flodhest, der med rindende triste øjne forsøger at genfinde balancen. Dine korte tykke ben kan ikke længere sidde i lotusstilling og jeg tænker, det måske var det faktum, det standsede din indre erkendelse – eller også var du bare sulten ligesom jeg. Jeg fodrer dig og mig selv og spørger, om du som flodhest har det fint med spaghetti med kødsovs – for jeg mener at erindre at flodheste er planteædere. Det er du vist ligeglad med for du svarer ikke men gnasker dig ufortrødent igennem Superbrugsens fuldkornsspaghetti uden at kny. Flodheste knyr vist heller ikke så meget.

Alt imens jeg prøver at komme overens med nu at leve sammen med en trist lille flodhest med rindende øjne, triller du rundt i stuen men en ophøjet ligegyldighed. Din flodhesteverden synes at lukke om dig selv og måske det er fuldkornsspaghettien der gør det, men pludselig må jeg danse en lille polka og udbryde “Oh guddommelige flodhest – du sætter gang i noget indeni mig”. Du reagerer ikke, men det forhindrer mig ikke i at processere voldsomt over din ændrede tilstand og hvoran den i virkeligheden er udtryk for en ophøjelse. Det faktum at jeg i fremtiden skulle leve med en flodhest med for korte ben til at bruge toilettet korrekt, synes ikke i nuet at genere mig voldsomt. Men jeg har aldrig været kræsen mht. til skæve livsvalg og muligheden for for én gangs skyld at stikke reelt ud skal heller ikke underkendes i forhold til situationens ekstase.

Om aftenen bader jeg dig i badekarret og forsøger at tørre dine rindende øje. Projektet lykkes kun delvis og du taler stadig ikke med mig, men jeg planlægger allerede hvordan jeg kan normalisere denne absolut kaotiske situation overfor min omverden. Jeg mener, kan jeg lade dig som lille flodhest være alene, mens jeg er på arbejde og hvad har du brug for i mellemtiden? Endeligt belsutter jeg, at ansvaret for, du er en lille flodhest, må ligge hos dig selv og jeg kun kan stå ved side af og observere din adfærd. Jeg bliver sikkert klogere på triste flodheste og det er helt sikkert en fortælling, der vil vække lydhørhed i omverdenen og du er så tavs som flodhest, at jeg bliver nødt til at høre om andre forstår, du nu er en flodhest og endda en trist en af slagsen.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.