Se, hjertets mølvinger
brunstøvede usete svirrende
altid i mørke altid mod lys
uden tydelig kurs,
så useelig om natten
tilstede uopmærksomt.
Du indfanger vingerne
i et lysskær af lyst
gnider støvet af for at
overlade et bevinget kræ
til en umærkelig bortgang.
Det kan være kulden,
det kan være dyret i dig,
det kan være et øjeblik
af hævn mod alle de,
der gned dit støv.
Nu flyver ingen.
*
Be the first to comment.