Solen skar sig gennem tøjet
og der på den anden side af vejen stod du
med et smil det lokkede med slet skjulte tendenser.
Eller var det en konstruktion i mig
der placerede dig der på den anden side af vejen
og smilte du i virkeligheden til mig den dag mit hjerte løb løbsk?
Solen er her stadig, vejen står på den anden side og
du smiler sikkert ganske ofte uden nogen form for tendens,
så er det mig der døende ser ud gennem øjenhulerne og peger på
et imaginært sted i rummet?
*
Be the first to comment.