Det er aldrig den rette tid at sige den slags ting, så jeg tager tiden fra dig. 2 måneder med tilbagevirkende kraft tager jeg, for det er sandheden for mig, 1 måned er spist af sorgen, men det er mig der sørger – ikke over dig, det er der ikke tid til, nej den anden ulykkelige kærlighed. Det er aldrig rette tid og hele denne affære gav mig ingen tid igen – du havde ingen tid sagde du, men det var jo mig, jeg havde købt en billet, jeg skulle jo afsted om en uge – det var jo mig der ingen tid havde, så det ingen kan jeg ikke dele med dig. Det er tid til at rejse, det er tid til at møde en anden, men det er aldrig den rette tid med dig. Du kom for tidligt, for sent og lidt for meget. Jeg vil det hele i tide.
Det er ikke dig ser du, det er mig, det er os, det er hende. Jeg kan intet gøre og dog gør jeg alt. Jeg bevæger mig, flytter mig, fjerner mig men det er ikke mig, ser du det er dig, det var dig hele tiden. Dig der sagde det forkerte, dig der gjorde det forkerte, dig, fordi du eksisterede forkert ved siden af mig. Det var ikke mig, det var hende, hende der var der pludseligt og uundgåeligt. Hende, jeg bare måtte møde fordi det var muligt, fordi det var. Det var ikke mig og dog var det min ret. Jeg gør det uden dig, udenom dig, under dig, bagved dig. Men det var ikke mig.
Jeg har altid elsket dig, og dog måske aldrig nok, og aldrig rigtigt og aldrig helt ægte, så jeg har elsket dig men alligevel ikke elsket dig. Jeg har elsket dig, men tager mig retten til at tage det tilbage, fordi det aldrig var den rette elskov, det var for meget fra dig, for lidt fra mig, for skævt, for ulige for alting. Så det giver mig retten til at revidere al den elskov der var, eller rettere ikke rigtigt var. Men jeg har altid elsket dig ser du, så det er ikke mig og jeg elsker skam stadig dig.
Det er mig, men nu må jeg pege på dig. Det er mig der ikke har tid, ikke elsker dig nok, det er mig der ender alene tilbage – ikke dig. Ser du det er mig der forlader dig, men hun forlader mig, så det er mig der er ked af det, der lider, der er såret – så derfor kan jeg ikke rigtig tale med dig, for det er mig ser du. Når jeg taler med dig anklages jeg alt for meget af dig over at det er mig, men det er det ikke, det er dig, der anklager. Ser du det er mig, der føler du ikke har håndteret hele denne sag korrekt. Havde du bare håndteret mig korrekt, så havde det været så ganske anderledes. Kan du forstå mig?
Jeg vil ikke have noget, men alligevel vil jeg have fred, ro, harmoni, jeg vil have lov til at såre dig, jeg kan faktisk ikke andet, det er mod min natur at tage den mindste smule hensyn eller give dig noget som helst hjælp, ser du jeg kan ikke gå imod mig selv, faktisk er det min ret at være ærlig med mig selv, det er faktisk bedre for dig, for os at jeg er ærlig. Jeg er en ærlig mand, en mand der respekterer dig og har ære, men jeg har behov for at leve, at jeg er fri, at jeg kan gøre. Og du står lidt i vejen, bevares det var interessant i to år, men nu må jeg være ærlig, repektere og vise ære overfor mig. Faktisk vil jeg ikke træffe nogen valg, for jeg har retten til ikke at træffe valg, det er faktisk imod min natur at træffe nogen valg, det er faktisk dig, der vil tvinge mig til at træffe nogen valg, men jeg vil ikke tvinges. Sådan er jeg.
Jeg har været dig utro og alligevel ikke. Faktisk sagde jeg til dig, jeg ville være utro, så du kan ikke rigtigt bebrejde mig, Faktisk synes jeg du har håndteret hele denne sag så dårligt at jeg ikke havde et andet valg end at være utro og op til flere gange. Faktisk bryder jeg mig ikke om at du siger til andre jeg er dig utro, for du gav mig ikke noget valg, så helt utro har jeg aldrig rigtig været. Faktisk ville jeg ikke være dig utro, men du tvang mig, fordi da jeg sagde, at jeg ville være dig utro, så troede du på mig og smed mig ud. Så kunne jeg jo ikke rigtigt gøre andet end at holde mit ord – jeg er jo en ærlig hæderlig mand. Men jeg synes ikke, du skal sige til andre, jeg er dig utro. Faktisk skal du ikke sige noget til andre.
Vi skulle nødigt gøre nogen ondt.
*
Be the first to comment.