Fordi du har elsket, kysset og kneppet
i et hav af andre kvinder, jeg ikke forstår
lige så begærligt, lige så forelsket og håbefuldt
lige så nemt som nu – i en tid der var nemmere,
fødes en fremtidssorg over aldrig aldrig
at kunne være den første, bedste og eneste,
at kunne eje begyndelsen med dig.
Efterrationaliseringen træder ind
i hjertet hvor konceptet “vi” bor
– se, nedbrændningens kalfatring.
Lad mig miste dig igen, før jeg mister dig
slå tanken om dig ihjel, før du dør igen,
kan du hade mig lidt, før jeg går
fordi jeg ikke kan bære at gå igen?
Kan jeg udtænke en eneste kamp,
hvori der er en mulighed for sejr?
Men det kan koges ned til dette:
min bro er skadet og bærer ikke
tanken om, når “vi” dør kun at eje
afslutningen med dig.
*
Be the first to comment.