Der er alt for mange dele, der ikke passer sammen
og alt for lange lemmer, der ikke styrer sig selv.
Så når jeg bevæger mig girafagtigt i de lange gange
støder jeg sjældent på andre voldsomme fagter.
Jeg længes sjældent efter en fastere dagsform
end den jeg får i trædemøllens sikre rundgang,
så giv mig den rette hylde, en guldbelagt ramme
om opløsningen, indtil jeg har styr på kroppen.
Det tomme har et epicenter, det udspringer
fra mit solar plexus’ konvulviske urvrælen,
spastiske trækninger, der forundrer konstant
ved deres evindelige tilbagekomst på savannen.
*
Be the first to comment.